Næsten banket efter få dage som lærling på en kranvogn, hvad er der galt med nutidens unge!?
Jeg kan huske, da jeg lige var begyndt at lære at køre kranvogn med min far, en aften ved elleve-tiden fik vi pludselig et opkald om vejhjælp. Det var min første nattevagt, og jeg var både nervøs og spændt😳.
Da vi ankom til stedet, sad en personbil med forhjulet helt fast i mudderet ved markkanten, og den kunne ikke rykke sig ud af flækken.
Endnu mere overdrevet var det, at der stod næsten tyve unge drenge ved siden af bilen, som alle så ud til at gå i skole. Efter at have spurgt lidt fandt jeg ud af, at bilejeren var gymnasieelev, og de andre var hans klassekammerater. Jeg gætter på, at han havde lånt familiens bil uden lov, og et mislykket forsøg på at drifte havde resulteret i, at han kørte direkte ud på marken.
De havde oprindeligt forsøgt at få bilen ud selv, men resultatet var kun, at de blev dækket af mudder. Til sidst ringede de pænt til os for at få hjælp.
Efter at have trukket bilen ud, gav min far et tilbud på 1500 kr. (faktisk starter nattaksten normalt ved 2000).
Uventet eksploderede de, da de hørte det: "Hvad? Så dyrt? I er jo ved at røve os!😡"
Min far kunne kun smile bittert og svare: "Det er allerede ret billigt 😅."
Men jo mere de talte, jo mere utålmodige blev de, en begyndte at tale frækt, en anden efterlignede min fars tale på en mærkelig måde, og en anden kiggede på os med et "I tjener alt for lette penge"-ansigt, stemningen blev lidt anspændt. Jeg stod ved siden af og følte for første gang, at kranvognsarbejde ikke kun handler om at trække biler, men måske også om at være klar til at stikke af.
Herefter blev det endnu mere klassisk—
De begyndte alle at rode i deres lommer, åbne deres scooter-sæder, og smide en bunke mønter på motorhjelmen, som om de spillede en slags "ekstrem pengeindsamlingsudfordring". Til sidst skrabede de med nød og næppe 1200 kr. sammen, og sagde meget selvsikkert: "Det er vel i orden?"
Min far insisterede ikke længere, nikkede, tog pengene og lod dem gå. Måske orkede han heller ikke at skændes.
For første gang forstod jeg dybt: Dette job handler ikke kun om at kunne betjene maskiner, men også om at kunne læse situationen, forhandle og sluge sin stolthed.
Jeg troede, at den aften havde været spændende nok, men ved firetiden om morgenen kom der endnu et opkald. Den, der ringede, lød meget presserende, sagde, at hans bil var gået i stykker, og bad os om at komme hurtigst muligt til undsætning.
Vi tog afsted med søvnige øjne, men da vi ankom til stedet, kunne vi ikke finde bilen nogen steder. Den, der ringede, blev ved med at ringe og sige "lidt længere fremme", "jeg tror lige, jeg så jer", og til sidst kørte vi frem og tilbage på den vej i næsten en time... indtil vi indså: vi er nok blevet narret.
I det øjeblik blev jeg virkelig lidt sur, og kunne ikke lade være med at tænke: "Var det mon de gymnasieelever?" Selvom jeg ikke havde beviser, ærligt talt—det lignede det virkelig.
Den nattevagt, min første, var som et ukontrolleret realityshow.
Første halvdel var teenagere, der væltede en bil i mudderet, anden halvdel var en mystisk person, der lavede telefonfis midt om natten.
Bilen sad fast i mudderet, pengene sad fast i følelserne, folk sad fast i deres værdier.
Fra den dag forstod jeg virkelig: Dette job handler ikke om at "hjælpe folk", men om at konfrontere alle mulige livsfejl.
Og jeg var officielt "hooked" 🤣.
